Pigekær hitmager: Tiden som ensom ulv er slut

Rasmus Walter er ikke meget for det med at give slip og overlade ting til andre. Han vil helst gøre tingene selv - og gerne bare i sit eget selskab.

Derfor har musikeren altid skrevet sine sange alene. Både dengang han var forsanger i bandet Grand Avenue og siden 2011, hvor han begyndte at synge solo.

- Jeg er normalt sikker på, at mine egne idéer er de bedste, og så er der ingen grund til, at andre skal give deres bud, siger Rasmus Walter.

Men på sin nye plade "Verden i stå" har den 35-årige hitmager som noget helt nyt taget imod input udefra.

- Jeg har lært, at én er godt, men to er bedre. Sådan er det heldigvis i mange henseender af livet. Jeg har været en ensom ulv på prærien, men det er jeg ikke i lige så høj grad mere, siger han.

Det har derfor været rart for Rasmus Walter at turde overlade beslutninger til en anden end sig selv.

- Det har været befriende at give slip nu og lade min producer komme til, siger sangeren.

Det nye samarbejde har resulteret i, at den ellers guitarglade musiker har fået en mere moderne og elektronisk lyd på sit tredje soloalbum.

Popmusikeren har dog endnu ikke ladet nogen pille ved sine sangtekster.

- Mine sange er meget personlige. Hvis andre skriver teksterne, mister de personligheden, og det vil ikke være min historie, der bliver fortalt, siger popmusikeren.

Rasmus Walter er dog ikke længere helt afvisende overfor et muligt samarbejde med en anden kunstner en dag.

- At fortolke de andres sange i "Toppen af poppen" har lært mig, at der måske endda kan komme noget bedre ud af at skrive tekster med andre. Men det er en langsom proces for mig at indse, siger popsangeren, der dog lover at skrive en sang med en anden sanger, inden han fylder 40 år.

Men det er ikke bare musikalsk, at Rasmus Walter har holdt af at være alene. Nej, privat har den danske musiker også dyrket enegangen.

- Der er nogle mennesker, der har svært ved at spendere tid med sig selv. Jeg har det helt fint med at være alene og dyrke ensomheden og roen, siger popsangeren, der tror det bunder i sit tætte søskendeforhold til sin instruktør-bror Anders Walter.

- Jeg har talt med min tvillingebror om, at det nok bunder i, at vi instinktivt altid har vidst, at vi har haft hinanden. Ingen af os, har derfor nogensinde følt os rigtig alene, siger han.

Men nu har Rasmus Walter stiftet familie, og den rutinerede hitmager nyder trygheden i den faste base.

- Tidligere har jeg dyrket rodløsheden, men den er ikke attraktiv for mig mere. I dag elsker jeg at komme hjem til min familie og hente min søn i vuggestuen. Det har været sundt for mig at få et barn, så det hele ikke handler om mig hele tiden, siger Rasmus Walter.

Rasmus Walters tredje soloalbum "Verden i stå" bliver udgivet den 20. oktober.

Newspaq

Dagens Gossip