Pigerne haler ind på drengene i landbruget

Den gamle traditionsrige landbrugsskole Agroskolen Hammerum ved Herning har for første gange nogensinde haft et elevhold med flere piger end drenge.

I mange år har landbruget været et erhverv for mænd, men nu ser både Hammerum og mange andre landbrugsskoler en usædvanlig stor tilstrømning af unge kvinder. Det skriver Kristeligt Dagblad.

"Det skyldes blandt andet, at der er gode muligheder både for at få praktikplads og arbejde bagefter," siger Marianne Oksbjerre, direktør for Agroskolen Hammerum.

Hun mener, at arbejdet med dyr og det at producere fødevarer appellerer til pigerne, og at interessen slår igennem nu, fordi erhvervet har forbedret sit image i de senere år.

Hun peger også på, at automatisering og ny teknologi har lettet det hårde fysiske arbejde betydeligt, så pigerne bedre kan klare det.

Det er landmand Finn Pedersen, formand for Landbrugsuddannelsernes fællesudvalg, enig i, og han hilser udviklingen velkommen.

Han driver selv en større svineproduktion ved Klovborg i Midtjylland, og to af hans otte ansatte er kvinder. Finn Pedersen tror, at pigerne får nemt ved at finde arbejde, når de tager en landbrugsuddannelse, for landmændene foretrækker ifølge ham dansk arbejdskraft fremfor østeuropæisk uanset køn. I de senere år har østeuropæere ellers klaret mange jobs i dansk landbrug - også som elever.

"Men vi får langt færre ansøgninger østfra nu end tidligere. Det er blevet sværere for ukrainere at komme ind i EU, og landmændene vil også hellere have dansk arbejdskraft, når den er til rådighed. Der er sprogbarrierer i forhold til østeuropæerne, som er svære at overkomme, og jeg tror, at de fleste foretrækker ansatte, de kan tale med, og som har den samme kultur," siger han.

Når det gælder landbrugselever, er der heller ingen økonomisk fordel for landmændene ved at vælge unge fra østlandene fremfor danske elever, for siden 2008 har der været lovkrav om, at alle elever i landbruget skal aflønnes overenskomstmæssigt.

Det er et kæmpe fremskridt, og en anden væsentlig årsag til, at landbruget er blevet attraktivt for unge kvinder, der ikke tidligere har tænkt på at gå den vej, mener Thomas Møller fra fagforeningen 3F's forhandlingsudvalg på det grønne område.

Tidligere har landbruget haltet markant efter det øvrige arbejdsmarked med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

"Nu er der kommet klare regler for overtidsbetaling, når man arbejder mere end 37 timer om ugen, og som elev har man et lønniveau, der matcher de andre grønne uddannelser. Så hvis man vil uddanne sig som landmand, behøver løn- og arbejdsforhold ikke længere være en alvorlig hindring - heller ikke for pigerne," siger Thomas Møller.

Siden 1980'erne har antallet af piger på landmandsuddannelsen været jævnt stigende. For 30 år siden var der cirka to procent piger på landbrugsskolerne. Nu er der i gennemsnit cirka 30 procent piger på landbrugets grunduddannelse, oplyser foreningen Danske Landbrugsskoler.

 

Dagens Gossip

Dagens TV