Pihl & Søn deler hundredvis af fyresedler ud

Efter at byggegiganten E. Pihl & Søn gik konkurs i går, har det haft stor betydning for de mange byggeprojekter. Og nu rammer det også medarbejderne. Det skriver Politiken.dk. 

Ifølge advokat Henrik Steen Jensen fra advokatfirmaet Holst, der er en af Pihls kuratorer, vil omkring 800-900 af byggefirmaets medarbejdere modtage en fyreseddel.

»Medarbejderne er indkaldt til møder her til morgen for at få en dybere orientering. Samtidig skal vi finde ud af, hvem vi skal bruge for at samle de oplysninger om projekterne ind, vi har brug for«, siger han til Politiken.dk

Nogle af medarbejderne vil måske få mulighed for at arbejde for en stund - med løn fra konkursboet. De skal blandt andet sørge for at få indsamlet informationer til interesserede købere.  Ifølge Henrik Steen Jensen vil udvalgte medarbejdere måske kunne beholde deres job, hvis der sker et salg af byggegiganten.

De store byggeprojekter er også ramt af konkursen. Lige nu er de i en stillestående tilstand, indtil de bliver solgt.

»Det er ikke realistisk, at der er nogen byggerier, der bliver genoptaget i den her uge,« siger Henrik Steen Jensen til Jyllands Posten. Det drejer sig blandt andet om FN Byen og Ny Nørreport Station i København. Tirsdag formiddag har entreprenøren Aarsleff, som er partner med Pihl på Nørreport Station, imidlertid meddelt, at man overtager færdiggørelsen af Danmarks travleste station og en del af Pihls medarbejdere.

I Jylland vil blandt andet byggeriet af Bestsellers kontor på Aarhus Havn stå stille.

»Vi bruger ugen på at få et overblik over de enkelte projekter og ser så, om vi kan finde nogen, der vil overtage dem. Der er mange projektor, og de er store. Det er kompliceret,« siger han til Jyllands Posten.

 

 

 

Dagens Gossip