Pihls konkursbo kræver kvart milliard af D'Angleterre

Ombygningen af det hæderkronede Hotel D'Angleterre på Kongens Nytorv i København bliver op mod en kvart milliard kroner dyrere end beregnet. Et merkrav i omegnen af 100 millioner kroner er på vej til hotellet fra boet efter konkursramte E. Pihl & Søn, som allerede har krævet over 120 millioner kroner for arbejde, som D'Angleterre ikke vil betale for. Det skriver Børsen fredag.

Kurator for boet Henrik Steen Jensen fra Holst Advokater bekræfter over for avisen, at beløbet på den seneste regning til hotellet er næsten dobbelt så stort som de 120-130 millioner kroner, der allerede er krævet.

Hotelledelsen med Dorte Rønnow Hansen i spidsen stoppede samarbejdet med storentreprenøren i foråret, og hotellet genåbnede mere ufærdigt end færdigt i maj. Der var ikke indgået en fast aftale om prisen på ombygningen, men der var lagt et overordnet budget, som E. Pihl & Søn i maj oplyste hotellet ville blive overholdt.

Det gjorde det så alligevel ikke. På grund af mange ændringer af byggeriet undervejs, blev regningen i første omgang over 100 millioner kroner dyrere, og nu kan hotellet altså igen lægge 100 millioner kroner oveni regningen for renoveringen.

Den kvarte milliard, som boet efter den konkursramte entreprenør mener at have til gode hos D'Angleterre, udgør omkring en fjerdedel af de samlede fordringer på i alt en milliard kroner, som boet forsøger at kradse ind.

 

Dagens Gossip