Pilen peger i konservativ retning i Helsingør

Skrevet af admin

20/11/2013

Dagens topnyheder

Benedikte Kiær og De Konservative har fået et godt valg i Helsingør. Partiet går frem med et mandat og får dermed ni i det kommende byråd.

Det viser det endelige valgresultat.

Socialdemokraterne går tilbage med et mandat, og SF mister tre mandater.

Venstre beholder sine to mandater, men det ser mere end svært ud for borgmester Johannes Hecht-Nielsen (V) at bevare borgmesterkæden efter det stærke resultat til De Konservative og den tidligere socialminister.

- Jeg har kæmpe sommerfugle i maven. Hvis det her resultat holder, så er det takket være de 20 fantastiske kandidater, som har givet alt, sagde Benedikte Kiær til Helsingør Dagblad, inden alle stemmer var talt op.

Enhedslisten går et mandat frem og får to pladser i det kommende byråd. De Radikale sikrer sig et mandat og træder dermed ind i byrådet.

Venstre vippede ved valget i 2009 De Konservative af pinden efter 16 år i træk med K-styre i Holger Danskes hjemby.

/ritzau/