Pilgrimme massakreres af bomber i Irak

Skrevet af admin

16/12/2013

Mest læste i dag

To bilbomber i en by lidt syd for Iraks hovedstad, Bagdad, har kostet mindst 22 mennesker livet, mens 52 er blevet såret.

Sikkerhedskilder siger, at bomberne i byen Rashid var rettet mod shiamuslimske pilgrimme.

Hundredtusinder af mennesker, mange af dem til fods, er i denne tid på pilgrimsrejse. Byen Karbala længere sydpå er målet.

Shiamuslimerne markerer deres årlige 40 dage lange hellige periode til minde om profeten Muhammeds barnebarn, imamen Hussein.

Dag nummer 40 i perioden er kendt som Arbaeen, og den falder i år den 23. december.

Militante sunnimuslimer, herunder terrorgruppen al-Qaeda, retter jævnligt angreb mod shiamuslimer, som sunnier regner for frafaldne.

Volden i Irak har i år nået et så stort omfang, som det plagede land ikke har oplevet siden 2008, da Irak kæmpede sig ud af en periode med brutale sekteriske myrderier.

Siden begyndelsen af i år er flere end 6500 mennesker dræbt i Irak, viser nyhedsbureauet AFPs optælling, som er baseret på informationer fra sikkerheds- og sundhedskilder.

/ritzau/AFP