Pilot fløj formentlig med vilje ind i bjerg

Skrevet af admin

26/03/2015

Dagens topnyheder

Andenpiloten på Germanwings passagerfly fløj tilsyneladende med vilje ind i en bjergside i Alperne og tog 149 mennesker med sig i døden.

Det siger chefanklageren i Marseille, som er i gang med at redegøre for, hvad efterforskerne har hørt på flyets voice recorder, der også kendes som flyets sorte boks.

Passagerne om bord er tilsyneladende ikke klar over, hvad der er ved at ske, og det er kun kort før flyet knuses på en bjergside nær landsbyen Seyne, at der på voice recorderen kan høres skrig, fortæller anklageren, Brice Robin.

Andenpiloten var alene i cockpittet, da han styrtede flyet, siger anklageren.

Kaptajnen havde forladt cockpittet, og da han vendte tilbage, nægtede andenpiloten at åbne døren.

- Han nægtede at åbne døren til cockpittet, og piloten begyndte nedstigningen med flyet, fortæller Robin.

Imens hamrede kaptajnen på døren for at komme ud i cockpittet for at forhindre katastrofen.

Tidligere torsdag oplyste Lufthansa, at andenpiloten blev ansat i Germanwings i efteråret 2013, og han havde 630 flyvetimer bag sig.

/ritzau/dpa