Pilot på dødsflyet afhøres

Efterforskerne, der undersøger weekendens dødelige flystyrt i San Francisco, er begyndt at udspørge de fire personer, som arbejdede i cockpittet under styrtet, heriblandt flyets pilot.

- Vi skal finde ud af, hvad der helt præcist er sket, hvorfor det skete, og hvordan det skete, siger Deborah Hersman, der er chef for de amerikanske transportsikkerhedsmyndigheder NTSB.

Alt tyder på, at det var en pilotfejl, der var årsag til lørdagens flyulykke, som kostede to personer livet, mens mindst 182 mennesker blev kvæstet.

Tre sekunder inden landingen var flyets indflyvningshastighed således på 190 kilometer i timen, og det er betydeligt mindre end den anbefalede hastighed, som ifølge NTSB lyder på 254 kilometer i timen.

Flyet var ejet af selskabet Asiana, og administrerende direktør Yoon Young-Doo afviser medieforlydender om, at en pilotfejl skulle være årsag til ulykken. Han kalder rapporterne for "uacceptable" og betegner dem som "spekulationer."

Asiana har tidligere bekræftet, at flyets pilot var under uddannelse. Samtidig havde pilotens underviser, som var en erfaren pilot af flytypen Boeing 777, sin første dag som underviser under flyvningen.

Asianas ledelse siger dog, at flyets piloter var meget "erfarne og kompetente".

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip