Pilot skrev sygemelding før katastrofe

Skrevet af admin

27/03/2015

Dagens topnyheder

Politiet har i andenpilotens lejlighed fundet en iturevet lægeerklæring for selve den dag, hvor hans fly fra Germanwings styrtede mod et bjerg i de franske alper.

Det oplyser anklagemyndigheden i Düsseldorf.

Hvilken sygdom, det i så fald skulle handle om, er et åbent spørgsmål.

Papirer, der er fundet i lejligheden, tyder på, at han har er blevet behandlet for en bestående sygdom.

Anklageren siger, at skulle den 27-årige andenpilot, Andreas Lubitz, være ramt af sygdom, så holdt han det hemmeligt over for sin arbejdsgiver.

Efterforskningen tyder stærkt på, at han satte flyet til at styrte tirsdag, efter at kaptajnen for et kort øjeblik havde forladt cockpittet. Da kaptajnen vendte tilbage, tyder lydoptagelser på, at Lubitz ikke ville lukke ham ind igen. Alle 150 om bord omkom.

Politiet har ikke fundet et afskedsbrev i Lubitz' lejlighed.

Der er derimod beslaglagt "dokumenter med medicinsk indhold", som henviser til en bestående sygdom og den lægelige behandling af den, hedder det.

- Det støtter efter de foreløbige observationer antagelsen af, at den afdøde over for sin arbejdsgiver og arbejdskolleger har hemmeligholdt sin sygdom, hedder det i statsadvokatens pressemeddelelse.

Politifolk gennemsøgte torsdag både Lubitz egen lejlighed i Düsseldorf og det hus i den mindre by Montabaur, hvor hans forældre bor. Her boede han indimellem.

Det næste spørgsmål kunne være, hvem der var hans læge, og om han eller hun havde kendskab til, at han havde en lidelse, der gjorde det farligt at bruge ham som pilot.

Lufthansa, der ejer lavprisselskabet Germanwings, kan formentlig også komme ud for fornyet kritik af den måde, hvorpå man udvælger og kontrollerer selskabets piloter og undersøger deres fysiske og mentale tilstand.

/ritzau/dpa