Pilot styrter fly i flod: Wow - jeg trak forkert håndtag

Skrevet af admin

02/07/2015

Dagens topnyheder

Piloten på et TransAsia Airways-fly, som i februar styrtede i en flod i Taiwan efter hektiske manøvrer mellem lygtepæle, begik en alvorlig fejl inden ulykken.

Kort før flyet med de 53 passagerer og fem besætningsmedlemmer ramte floden, slukkede han flyets eneste fungerende motor. 15 mennesker overlevede ulykken.

- Wow, jeg trak i det forkerte håndtag, siger piloten, sekunder før flyet styrter.

Det fremgår af havarikommissionens rapport, som indeholder udskrift af optagelser fra den sorte boks i cockpittet.

Videooptagelser af det dramatiske flystyrt gik verden rundt umiddelbart efter ulykken, da den store maskine blev filmet sidelæns i luften mellem lygtepæle på en stor vej, der løber langs floden.

I en sidste melding fra flyets cockpit blev der kaldt: "Mayday, mayday, ingen motorkraft", oplyste kontroltårnet i Taipei lufthavn, hvorfra flyet kort forinden var lettet.

TransAsia Airways sendte efterfølgende alle selskabets piloter, som flyver den forulykkede ATR-flytype, på kursus.

Testen skulle sikre, at piloterne var "kvalificeret til at udføre deres job," hed det dengang i en udtalelse fra selskabet.

Ulykken, som var den anden med et ATR-fly på et halvt år, vakte bekymring om, hvorvidt piloterne var godt nok uddannet til at flyve maskinen.

/ritzau/AFP