Piloten på styrtet Airbus havde 10 års erfaring

Skrevet af admin

24/03/2015

Dagens topnyheder

Det er formentlig ikke manglende erfaring hos piloten, der var skyld i, at Germanwings-flyet fra Barcelona til Düsseldorf styrtede ned i de Franske Alper tirsdag formiddag.

Således oplyser luftfartsselskabet på et pressemøde, at den pågældende pilot havde fløjet for Lufthansa og Germanwings i 10 år inden da.

- Piloten har fløjet mere end 6000 timer med Airbus-fly, fortalte direktør Thomas Winkelmann.

Han sagde også, at det ikke umiddelbart ser ud til at være dårlig vedligeholdelse af flyet, som er skyld i, at flyet med de 144 passagerer og seks besætningsmedlemmer styrtede ned.

- Flyets sidste rutinetjek blev foretaget mandag 23. marts (altså dagen før styrtet, red.) og foregik i Düsseldorf via Lufthansa Technik, forklarede Winkelmann.

Han daterede samtidig flyets seneste såkaldte c-tjek, som er en langt mere gennemgående kontrol, til sommeren 2013.

Flyet, der tidligere blev fløjet af Lufthansa, som ejer Germanwings, har i det hele taget ifølge Thomas Winkelmann overholdt planen for de påkrævede rutinetjek.

Og flyvecomputeren om bord skulle være den nyeste model, så navigationsudstyret burde også være i top.

Flytypen Airbus A320 er meget udbredt til passagerflyvning og har været involveret i en række ulykker med dødelig udgang.

Senest skete det 28. december, hvor et fly fra Air Asia faldt ned i havet nær Borneo. Alle 162 ombordværende blev dræbt.

Germanwings, der blev stiftet i 1997, havde indtil tirsdag endnu ikke registreret ulykker med tab af liv til følge.

Lavprisselskabet, der har hovedkvarter i Köln, blev overtaget af Lufthansa i 2009. Siden da er alle Lufthansas indenrigsruter, der ikke involverer Frankfurt eller München, blevet lagt over i selskabet.

Det samme er flere europæiske ruter - herunder altså Düsseldorf-Barcelona - og af samme årsag er det meningen, at selskabet fra og med august skal omdøbes til Eurowings.

/ritzau/