To piloter fra Turkish Airlines kidnappet i Libanon

»En kidnapningsaktion rettet mod en bus med flere mandskabsmedlemmer fra Turkish Airlines på vej fra lufthavnen til et hotel fandt sted klokken 03.00. Bevæbnede mænd kidnappede to af bussens passagerer, piloten og medpiloten,« bekræfter Libanons indenrigsminister, Marwan Charbel, ifølge Al Jazeera.

En hidtil ukendt gruppe, der kalder sig Zuwar al Imam Reda, har taget ansvar for bortførelsen af piloterne, skriver Al Jazeera. Kidnapningen betragtes som det seneste af en række eksempler på, at konflikten i nabolandet Syrien har haft grænseoverskridende konsekvenser. Ifølge BBC kræver Zuwar al Imam Reda, at ni shiamuslimske libanesere, der i maj 2012 blev kidnappet af oprørere i Aleppo i Syrien, bliver frigivet i bytte for de to tyrkiske piloter.

Tyrkiet har i den mere end to år lange borgerkrig i Syrien bakket op om landets oprørere, mens den væbnede libanesiske bevægelse Hizbollah kæmper mod oprørerne for Syriens præsident Bashar al-Assad.

Tyrkiske myndigheder har efter kidnapningen af de to piloter frarådet landets statsborgere at foretage ikke-essentielle rejser til Libanon og opfordret tyrkiske statsborgere, der allerede opholder sig i Libanon, til at forlade landet, hvis det er muligt.

Tyrkiets udenrigsminister, Ahmet Davutoglu, skriver på det sociale medie Twitter, at alt vil blive sat ind for at få de to piloter fri.

BNB

Dagens Gossip