Piloter og Norwegian er fortsat i dialog

Skrevet af admin

09/03/2015

Mest læste i dag

Der er stadig ikke fundet en løsning på Norwegian-konflikten, hvor de strejkende piloter forhandler med flyselskabet om deres arbejdsvilkår.

Men selv om forhandlingerne over flere gange er løbet ind i en mur, er der mandag aften fortsat kontakt mellem de forhandlende parter, skriver det norske nyhedsbureau NTB.

- Der er kontakt og dialog mellem parterne, siger Karl Peter Gombrii, pressetalsmand i Norwegian.

Han vil heller ikke udelukke, at flyselskabet og piloterne bliver siddende til ud over aftenen og natten.

- Det kommer an på, hvordan tingene udvikler sig. Tidligere forhandlinger har varet både dag og nat, men de, som forhandler, er jo dem, der i sidste ende afgør det, påpeger Karl Peter Gombrii.

Norwegians pressetalsmand vil ikke sige noget om, hvor meget Norwegian taber på den fortsatte strejke, der har varet i over en uge.

I stedet siger han til NTB, at flyselskabet har brugt mange ressourcer på at afvikle den trafik, som forløber normalt, og på at bistå de rejsende, der rammes af pilotstrejken.

Tidligere mandag så det ud til, at konflikten mellem de to parter var blevet så fastlåst, at der måtte hjælp til udefra.

Sådan kunne man i hvert fald tolke udmeldingen fra Norwegian, der sagde til det norske erhvervsnyhedssite E24, at man havde bedt om at få løst uenighederne ved en voldgift.

- NHO har kontaktet YS for at bede om en voldgiftsafgørelse, sagde Norwegians informationschef, Lassa Sandaker Nielsen, mandag eftermiddag til E24.

NHO er flyvebranchens arbejdsgiverforening, mens YS - Yrkesorganisationernes Sentralforbund - er en hovedorganisation for arbejdstagere, som piloternes fagforening, Parat, er medlem af.

NHO Luftfarts administrerende direktør, Torbjørn Lothe, sagde til NTB, at man er meget åben over for idéen, og at man også tidligere har foreslået Parat og YS at lade en uafhængig instans træffe en afgørelse.

Men umiddelbart er forslaget ikke blevet modtaget særligt godt af Parats formand, Hans-Erik Skjæggerud, som mener, at konflikten ikke kan løses igennem en voldgift.

/ritzau/