Piloterne i SAS forhandler om nye aftaler i Cimber

Skrevet af admin

18/12/2014

Dagens topnyheder

SAS har planer om at flytte 12 fly over til det nyopkøbte selskab Cimber. Det betyder, at 130-140 piloter skal have nye billigere og enklere overenskomster - heraf er de 120 danske piloter. Og Dansk Pilotforenings formand Niels Møller er ikke afvisende overfor tanken.

- De 120 piloter er folk, der har meget forskellig anciennitet i SAS. Vi kan godt se en fordel i, at SAS får startet den nye organisation op. Det er dog vigtigt for os, at vores medlemmer ikke strander i Cimber, men har mulighed for at rykke videre i SAS til større fly, siger Niels Møller.

Pilotformanden bekræfter, at der er tale om andre overenskomster, end dem man har i dag for piloterne i SAS.

- Men SAS har et behov for at kunne operere mindre fly, så man kan få passagererne frem til de større ruter. Og tidligere har man brugt blandt Cimber til netop de flyvninger. Nu afvikler man så de 12 fly i SAS-flåden, siger han.

- Vi mærker en stor lyst fra SAS til at lande et resultat, for de har behov for flyene, siger Niels Møller.

I dag har de store luftfartsselskaber som Lufthansa, Iberia og Austrian datterselskaber, der flyver store dele af den europæiske flytrafik for at at være mere konkurrencedygtig over for konkurrenter som EasyJet og Ryanair.

Ved at overflytte de kortere ruter til billigere datterselskaber nedbringes omkostningerne, og det gør det nemmere at matche konkurrenternes lave priser og stadig tjene penge.

Niels Møller understreger dog, at piloterne vil have visse rettigheder med sig, hvis de skal flyttes.

- Vores medlemmer skal fortsat have en tilknytning til SAS. Samtidig er der nogle pensionsforpligtelser, som skal med over i et nyt selskab, siger piloternes formand.

- Vi har allerede taget fat i de værste knaster. Og SAS har allerede inden købet af Cimber har følere ude, siger han.

SAS kom torsdag med årsregnskab, hvoraf det fremgik, at luftfartsselskabet skal spare 1,6 milliarder kroner med fuld effekt i 2017.

SAS købte Cimber 8. december for 20 millioner kroner.

/ritzau/