Pind afviser svensk ønske om grænsekontrol i Danmark

Skrevet af admin

20/11/2015

Mest læste i dag

Sveriges opfordring til Danmark om at "tage ansvar og indføre grænsekontrol" får ikke regeringen til at ændre holdning.

Det slår justitsminister Søren Pind (V) fast før et ekstraordinært EU-møde i Bruxelles med fokus på skærpede sikkerhedstiltag i forlængelse af attentaterne i Paris.

- For nærværende har vi ingen planer om at indføre grænsekontrol, men det kan selvfølgelig ændre sig, siger Søren Pind.

Den svenske justits- og migrationsminister, Morgan Johansson, har sagt, at Danmark bør tage ansvar og indføre grænsekontrol, præcis som "Sverige og Tyskland" har gjort.

- Det er en national dansk beslutning, som vi træffer, når vi finder det rigtigt - hvis det måtte komme dertil. Svenskerne har truffet deres beslutninger ud fra nogle bestemte overvejelser. Vi har haft nogle andre overvejelser, siger Pind.

Han begrunder blandt andet afvisningen med de erfaringer, man gjorde tidligere på året, da mange flygtninge og migranter kom ved grænsen.

- Vi prøvede i dagene i begyndelsen af september, hvordan det reelt var at indføre grænsekontrol, og det var ikke særligt vellykket. Det er ikke til Danmark, langt de fleste vil. Det er et andet sted.

- Så for nærværende har Danmark ingen plan om at indføre grænsekontrol, men det kan selvfølgelig ændre sig, siger Søren Pind.

/ritzau/