Pind efter skyderi: Jeg vil ikke acceptere disse tilstande

Justitsminister Søren Pind (V) lover natten til onsdag, at regeringen vil skærpe straffen for handlinger som den, hvor en fængselsbetjent tirsdag aften blev skudt tre gange i benet foran Nyborg Fængsel.

Det skriver han på Facebook.

- Myndighederne vil reagere, og de skyldige vil blive fundet. Regeringen fremsætter samtidig i forbindelse med den annoncerede respektpakke strafskærpelser i forhold til disse handlinger, lyder det fra ministeren.

Regeringen og de tre øvrige partier i blå blok fremlagde i maj Respektpakken, der skal "sikre respekten for det offentlige rum, offentligt ansatte og retsvæsenet".

Her lægger partierne blandt andet op til skærpede straffe for overgreb mod personer i offentlig tjeneste. Der lægges en tredjedel oven i straffen.

- Ikke under nogen omstændigheder vil jeg acceptere disse tilstande - alt skal overvejes i denne sammenhæng. Min dybeste sympati går til ofret for forbrydelsen, og mine tanker går til ham og hans familie, skriver Søren Pind.

De dele af Respektpakken, der kræver lovændringer, vil blive fremsat i Folketinget i begyndelsen af det nye folketingsår.

Episoden, som ministeren reagerer på, fandt sted tirsdag aften ved Nyborg Fængsel. Her blev en fængselsbetjent passet op af tre maskerede mænd, da han mødte på arbejde, og skudt tre gange i benet.

Ingen personer er endnu anholdt.

/ritzau/

Dagens Gossip