Pind: Efterretningstjenester må revurdere IS-kapacitet

Skrevet af admin

16/11/2015

Dagens topnyheder

"ISIL og al­-Qaidas kapacitet til at planlægge og gennemføre større og mere komplekse angreb i Vesten er begrænset".

Sådan lyder en af konklusionerne i Forsvarets Efterretningstjenestes (FE) årlige risikovurdering, der udkom for få uger siden.

Men fredag gennemførte en gruppe attentatmænd så en stor koordineret terroraktion i hjertet af Paris og dræbte 129 mennesker med bomber, automatvåben og koldt blod - en handling, som Islamisk Stat har taget skylden for.

Sammenfaldet mellem FE's nedtoning af Islamisk Stats kapacitet til at gennemføre "større angreb" og så udførelsen af angrebene i Paris har affødt kritik af FE's vurdering.

Og selvom justitsminister Søren Pind (V) nødig vil sætte ord på Forsvarets Efterretningstjenestes nyeste risikovurdering, mener han dog alligevel, at de koordinerede angreb mod koncert- og cafégæster i Paris maner til eftertanke.

Spørgsmål: Søren Pind, har man undervurderet Islamisk Stats kapacitet?

- Jeg vil nødig kommentere FE, det er ikke mit ansvarsområde, siger han og fortsætter:

- Men det er fuldstændig rigtigt, at de europæiske efterretningstjenester har sat spørgsmålstegn ved, om Daesh (Islamisk Stat, red.) havde kapaciteten i de her sammenhænge, og det er klart, at det må der ske en revurdering af.

Ritzau har bedt Forsvarets Efterretningstjeneste om en kommentar til, hvad der lå til grund for vurderingen af den begrænsede kapacitet til store angreb, som Islamisk Stat skulle have.

FE henholder sig dog i en kort kommentar til, at man "følger situationen meget tæt, men har ikke flere kommentarer på nuværende tidspunkt".

/ritzau/