Pind: Grænsekontrol giver flere asylansøgere

Skrevet af admin

05/01/2016

Mest læste i dag

Grænsekontrol medfører "efter alt at dømme højere asyltal. Meget." Sådan skriver justitsminister Søren Pind (V) på sociale medier, godt et døgn efter at regeringen har indført en midlertidig kontrol ved den dansk-tyske grænse.

- Har lige fået indrejsetal for i går. 159 - hvoraf 75 søgte om asyl. Holder de tal i de næste dage, er tesen om, at mere (grænse)kontrol fører flere asylansøgere med sig, til fulde bekræftet. Mange flere, skriver Pind på sin facebookprofil.

- Vi taler om hver anden indrejsende, hvor det før var en brøkdel. Nu må vi se, skriver han.

Justitsministeren skriver videre, at han ikke ønsker at uddybe yderligere ud over "at nu må vi se de kommende dage".

- Kan ikke vurdere blot på en dag, lyder det kortfattet fra Søren Pind.

Ifølge Justitsministeriet dækker de 159 over "det estimerede indrejsetal for flygtninge / migranter til Danmark den 4. januar", altså mandag, hvor 75 søgte om asyl og 18 ifølge Rigspolitiet blev nægtet indrejse.

Dagen før indførelsen af grænsekontrollen søgte 71 personer asyl i Danmark.

I alt er der registreret 384 asylansøgere i en periode på syv dage med start 29. december sidste år til 4. januar i år.

Mandagens 75 asylansøgere er den syv dages periodens andet højeste tal. Flest asylansøgere i perioden blev registreret 29. december, da søgte 102 personer asyl i Danmark.

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet udgiver fra tirsdag de dagsaktuelle registrerede asylansøgere.

Det sker, efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mandag annoncerede en midlertidig stikprøvekontrol af personer, der krydser den dansk-tyske grænse.

Der er afsat 200 politifolk til grænsekontrollen, som i første omgang varer i 10 dage, hvilket derefter kan forlænges med 20 dage og derefter yderligere.

/ritzau/