Pind: Tibetsagen er "særdeles uklar"

Skrevet af admin

02/10/2015

Dagens topnyheder

Justitsminister Søren Pind har fortsat generel tillid til politiet, erklærer han på et pressemøde fredag.

Det sker samtidig med, at han slår fast, at politiet tilsyneladende i flere år har misinformeret Folketinget.

Vildledningen er sket i forbindelse med, at skiftende justitsministre er blevet bedt om at svare på spørgsmål i den såkaldte Tibet-sag.

Nemlig hvordan politiet håndterede situationen, da den kinesiske præsident besøgte Danmark i 2012. Og om et tilsvarende besøg af en prominent kinesisk politiker i 2013.

Forleden fastslog Østre Landsret i en dom, at flere betjente flere steder i København i juni 2012 havde forsøgt at hindre borgere i at vise tibetanske flag, så de var synlige for præsidenten.

Efter et par dage udtalte Søren Pind, at det havde været en "noget rodet fremstilling".

Samtidig bad han om en redegørelse fra Københavns Politi. Et samråd skal afvikles 22. oktober.

Men fredag skærper han tonen noget. Sagen er "særdeles uklar," lyder det.

- Det er en alvorlig sag, understreger han flere gange under et pressemøde.

- Forløbet har resulteret i, at Folketinget igennem længere tid er blevet bibragt oplysninger, som nu ser ud til at være urigtige, konstaterer han.

Ministeren vil ikke forholde sig til konkrete episoder i politiets mange svar til Justitsministeriet og dermed Folketinget.

- Nu får vi heldigvis et forløb, hvor det vil blive undersøgt nærmere, siger Søren Pind med henvisning til undersøgelseskommissionen.

Han beder også om tålmodighed.

- Grundighed er også vigtig, betoner han og henviser til den undersøgelseskommission, som nu nedsættes.

Den præcise opgave til kommissionen er endnu ikke formuleret. Men Søren Pind ønsker både indgreb over for ytringsfriheden og den efterfølgende misinformation undersøgt.

- Sagen rejser tvivl om, hvorvidt myndighederne i tilstrækkelig grad har værnet om grundlæggende demokratiske rettigheder, udtaler han.

Der er endnu ikke sat en tidsfrist for kommissionens arbejde.

/ritzau/