Pind truer Rusland: Intet at forhandle om

Skrevet af admin

04/03/2014

Mest læste i dag

- Over de sidste fem år har vi set, hvad den passive udenrigspolitik medfører, nemlig amoralske tilstande, hvor diktatorer og rockertyper får lov til at gøre, hvad de vil.

Sådan lyder den barske opsang fra Venstres udenrigsordfører, Søren Pind. Han ønsker at gå væsentlig længere end regeringen for at straffe beslutningstagerne i Rusland efter de seneste dages konflikt på Krim:

- Jeg kan ikke se, hvad der er at forhandle om. Situationen er den, at Krim er besat. Derfor er der ikke noget at diskutere. Det er vores opfattelse, at der burde indføres sanktioner med det samme.

- Den danske regering har et lidt andet udgangspunkt. Regeringen mener, at man skal forhandle. Jeg forstår ikke om hvad. Kravet må ubetinget være, at besættelsen af Krim skal ophøre. Jeg synes ikke, det er så kompliceret, siger Søren Pind.

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) fik tirsdag opbakning fra blandt andre Dansk Folkeparti og Enhedslisten til sin linje, hvor man tager klar afstand fra Ruslands adfærd og støtter de tiltag, som EU-landene mandag vedtog.

EU har valgt at suspendere forberedelserne af det kommende G8-møde i Sotji. Samtidig er man klar til at stoppe forskellige forhandlinger med Rusland, herunder forhandlinger om lettere visumadgang.

Derudover afventer regeringen, om situationen udvikler sig, så der skal tages yderligere skridt, når EU's stats- og regeringschefer - herunder Helle Thorning-Schmidt - senere på ugen mødes for at diskutere situationen.

Søren Pind efterlyser mere handling. Han mener, at Ruslands medlemskab af G8 bør sættes på hold, de ansvarlige beslutningstageres økonomiske midler i Vesten skal indefryses, og de skal nægtes visum.

Venstre er også åbne for eventuelt at indlede en boykot af russisk gas og energileverancer og i stedet bede eksempelvis Saudi-Arabien om at skrue op for oliehanerne, lyder det fra Søren Pind.

- Det er en uacceptabel fremfærd, og der må trækkes en rød linje, som man reelt trækker, siger Søren Pind.

/ritzau/