Pind: Vi risikerer at danske jihadister går fri

Skrevet af admin

02/10/2014

Mest læste i dag

Regeringen risikerer at stå i en situation, hvor man ikke kan straffe danskere, der drager i hellig krig for Islamisk Stat, som Danmark netop har sendt syv F-16 af sted for at bekæmpe.

Det mener Venstres udenrigsordfører, Søren Pind.

- Lige nu er der en meget uklar retsstilling, hvor vi kan risikere, at danskere, som skyder mod danske soldater, slet ikke kan få straf.

- Det er efter de borgerlige partiers opfattelse fuldstændig uholdbart, erklærer han, efter at Folketinget torsdag morgen har vedtaget at sende kampfly af sted.

Den beslutning blev onsdag aften udskudt, fordi Venstre, De Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti ønskede en afklaring af straffen for danskere, som måtte deltage i kampe på Islamisk Stats side.

- Vi ønskede et fuldstændig klart svar på, om straffelovens bestemmelser om landssvigeri kunne tages i anvendelse. Lige pludselig ville udenrigsministeren kun sige noget om terrorparagraffen, og han dansede rundt på isen, uden at vi kunne få noget svar, fortæller Søren Pind.

Da Folketinget torsdag morgen genoptog behandlingen af beslutningsforslaget, fremlagde de borgerlige partier en tillægsbetænkning.

Her lagde de borgerlige partier til grund for deres opbakning, at "der er det fornødne grundlag" for at tage landssvigerparagraffen i brug over for hellige krigere.

Denne betænkning valgte de øvrige partier ikke at tiltræde.

- Det er meget sørgeligt, at regeringen ikke evner at afklare de her ting. Vi må konstatere, at de eneste partier, der mener, at der klart er tale om landsforræderi, hvis danskere skyder på danske styrker, er de borgerlige partier. Det beklager ingen mere end jeg, siger Søren Pind.

Han mener dog, at blå blok har gjort en reel forskel for de fremtidige muligheder for at retsforfølge danske jihadister.

- Vi har fået lejlighed til at tilkendegive som en del af den lovgivende magt, at vi betragter det som landsforræderi. Så vil det indgå i domstolenes vurdering, hvis der skulle komme en sag, påpeger udenrigsordføreren.

Forsvarsminister Nicolai Wammen (S) er dog ikke imponeret over de borgerlige partiers ageren.

- Det har været noget uskønt fnidder, der har været præsenteret, konstaterer han over for Ritzau

- Derfor er jeg også glad for, at der er trykket på de grønne knapper, og Folketinget har gjort sin del af arbejdet, så soldaterne kan få lov at gøre deres med en bred opbakning fra Folketinget og befolkningen.

- Det fortjener vores soldater, for de er på vej på en vanskelig og farlig mission, tilføjer ministeren.

/ritzau/