Pind Vi skal passe på når vi kriminaliserer ytringer

Skrevet af admin

13/05/2016

Dagens topnyheder

Skal det skal være forbudt at udtale sig om ting, der ikke harmonerer med danske værdier? Som at stene kvinder eller slå børn?

Muligvis, men vi skal passe på ikke at ramme vores generelle ytringsfrihed, lyder det fra justitsminister Søren Pind (V).

- Vi må erkende, at bløde tiltag ikke er nok. Muligheden for yderligere kriminalisering af religiøse prædikanters ekstremistiske ytringer giver god mening, siger ministeren.

Han er sammen med henholdsvis integrationsminister Inger Støjberg (V) og kirkeminister Bertel Haarder (V) i samråd for at svare på, hvad regeringen har tænkt sig at gøre ved de ekstremistiske miljøer i nogle moskéer.

- Det er interessant, om regeringen vil være med til, at man kriminaliserer rådgivning og vejledning om, at man skal stene utro kvinder for eksempel, siger gruppeformand for Dansk Folkeparti, Peter Skaarup.

Prædikanternes ytringer blev afdækket i TV2's dokumentarserie "Moskéerne bag sløret". Den har affødt en forhandling i Folketinget omkring, hvad man skal stille op med de radikaliserede imamer.

Ud over kriminalisering af visse ytringer diskuterer partierne også, om såkaldte hadprædikanter skal kunne afvises ved den danske grænse.

Justitsministeren fremhæver dog ved samrådet, at det er vigtigt, at eventuelle sanktioner ikke griber ind i princippet om ytringsfrihed.

- Hvis vi bliver enige om at kriminalisere bestemte ytringer, skal vi også finde en løsning, så vi sikrer os, at vi kun rammer de ytringer, som vi ønsker at ramme, og ikke alt mulig andet. Med andre ord: Vi skal tænke os godt om, siger ministeren.

/ritzau/