Pinds ministermission: Voldtægt skal straffes hårdere

Skrevet af admin

13/08/2015

Dagens topnyheder

Justitsminister Søren Pind (V) er klar til at sætte sit præg på dansk lovgivning og straf fra sit ministerkontor, som han overtog efter folketingsvalget i juni.

Og blandt de øverste punkter på listen over ting, han gerne vil udrette i løbet af sin ministertid, står, at straffene for vold og voldtægt skal hæves, skriver Berlingske.

- Det er sjældent, nogen får en straf på over to år for voldtægt. Og når man ser på de forhold, som nogle gange omgærder voldtægter, er det alt for lidt. Jeg tror også, den generelle retsfølelse taler for, at vi gør noget ved det, siger han til avisen.

- Når vi taler om vold. Når vi taler om voldtægt. Så skal vi have en kontant straf for de handlinger. Vi diskuterer ikke, om straf virker eller ej. Regeringen er af den overbevisning, at det gør det, siger Søren Pind.

Det kan give op til otte års fængsel at begå voldtægt - i særligt grove tilfælde kan den skyldige få 12 år bag tremmer.

Men tal fra Justitsministeriet viser ifølge Berlingske, at de gennemsnitlige straffe i 2012 lå på 719 dages fængsel svarende til knap to år.

Grov vold kan koste seks års fængsel, men for denne forbrydelse ligger straffen typisk på mellem tre måneder og halvandet års fængsel.

Derfor skal strafferammen ikke udvides, men udnyttes ifølge Søren Pind.

Han har nu ifølge Berlingske bedt sine embedsmænd undersøge, hvorfor der ikke gives højere straffe for de grove forbrydelser.

Selv ser han mulige forklaringer som eksempelvis for lave anklager anlagt af anklagemyndigheden, uoverensstemmelse mellem domsmænds indstilling og det politisk tænkte, eller at politikerne "simpelthen bare" er nødt til at skærpe udgangspunktet over for dommerne.

Undersøgelsen forventes at være klar "inden for et halvt år".

Først til den tid vil justitsministeren lægge sig fast på, hvor meget højere straffene for voldtægt og vold bør være, og hvordan målet skal opnås.

/ritzau/