Pink Floyd-medlem frygter atomkrig med Clinton

Skrevet af admin

26/10/2015

Mest læste i dag

Den åbenmundede rocklegende Roger Waters har det ikke godt med udsigten til, at USA's tidligere udenrigsminister og eks-præsidentfrue Hillary Clinton kan gå hen og vinde det amerikanske præsidentvalg om godt et år.

Han frygter, at hun vil bruge atomvåben.

Roger Waters er mest kendt for at have været medlem af den gamle rockband Pink Floyd, der lavede det klassiske album The Wall.

Albummet udkom i 1979, men Waters har for nylig udsendt en ny version af filmen The Wall.

I de senere år er han imidlertid også blevet kendt som en mand, der åbner munden, når det gælder verdenspolitikken.

Blandt andet fordømmer han den israelske regerings behandling af palæstinensere, og nu er det så Hillary Clinton, han er efter.

Han siger til magasinet Rolling Stones, at han støtter den mere liberale Bernie Sanders i det interne opgør om at blive demokraternes præsidentkandidat.

- Jeg har rigtig store problemer med, at hun kan gå hen og blive den første kvindelige præsident og kaste en atombombe mod en eller anden, siger han.

- Der er noget skræmmende høgeagtigt over hende.

Han tilføjer dog, at han mener, at Clinton er en bedre kandidat end de republikanske kandidater.

Walters kan ytre sig om præsidentkandidaterne, men han har ingen direkte indflydelse på, hvem der vinder præsidentvalget i 2016.

Han bor i New York, men han er britisk statsborger.

/ritzau/AFP