Pinlig løgn om bjørneslagsmål: Se hvad der i virkeligheden skete

Skrevet af Michael Lauritsen

04/03/2014

Dagens topnyheder

Josh Hennessy fra Florida er en modig og stærk mand. I hvert fald, hvis du spørger ham selv.

Og illusionen af at være en helt fik for en stund næring, da den 36-årige mand torsdag lagde billeder af sin forslåede krop på Facebook.

Samtidig fortalte han til flere medier om, hvordan han havde været i slagsmål med en bjørn.

Ifølge Huffington Post fortalte manden blandt andet til WFTV, at han var blevet angrebet af bjørnen, mens han havde siddet uden for sit hus.

Bjørnen havde, ifølge Josh Hennessy, agrebet ham, hvorefter han havde slået den. Det havde fået den til at stikke af.

Men den slags historier går ikke ubemærket hen, og da han skulle forklare sig over for den lokale naturstyrelse, fik piben pludselig en anden lyd.

- Hennessy så godt nok en bjørn, forklarer vildtkonsulent Greg Workman og fortsætter:

- Han jagtede den hen mod en asfalteret vej, og under jagten faldt han på fortovet.

Josh Hennessy har, siden han indrømmede, at historien var opspind, nægtet at udtale sig til medierne.

Det vil hans nabo, Phillip Sulatycki, til gengæld gerne. Til Orlando Sentinel fortæller han, at bjørnene i området er fuldstændig harmløse.

- Alle, der har boet her i ligeså lang tid, som jeg har, 15 år, ved, at bjørnene ikke angriber nogen. Hvis du kører hen til dem, løber de. Når jeg kommer ud af min dør klokken 01.30 og sætter mig ind i min bil, fordi jeg skal på arbejde, sidder de bare og kigger på dig. Hvis de gør noget, knurrer de en smule, forklarer han.

Myndighederne overvejer i øjeblikket et sagsanlæg mod Josh Hennesy for at bringe dyrelivet i fare.