Pinligt for Aston Villa: Dropper kåring af månedens mål

Skrevet af admin

04/11/2014

Dagens topnyheder

Premier League-klubben Aston Villa, der har den danske forsvarsspiller Jores Okore på lønningslisten, er havnet i en pinlig situation.

Holdet fra Birmingham har været nødsaget til at droppe den traditionelle kåring af månedens mål, og det er der ingen god grund til: Aston Villa scorede nemlig slet ikke i hele oktober.

Aston Villa spillede tre kampe i oktober og tabte 0-2 til Manchester City, 0-3 til Everton og 0-2 til Queens Park Rangers.

Faktisk formåede Aston Villa heller ikke at score i klubbens sidste to Premier League-kampe i september. Kampene mod Arsenal og Chelsea blev begge tabt 0-3.

Hele 547 minutter uden at score et mål nåede Aston Villa op på, inden Andreas Weimann i søndags scorede mod Tottenham. Desværre for Aston Villa hjalp det ikke, eftersom Tottenham sejrede med 2-1 på Villa Park.

Dermed kom Aston Villa op på seks nederlag i træk og er på en 16.-plads - kun ét point fra en nedrykningsplads.

Da Aston Villa vandt over Liverpool i midten af september, lå klubben nummer to i Premier League.

/ritzau/