Pinsen rammes af store togforsinkelser

Banedanmark skal udføre omfattende spor- og broarbejde på det vestlige Fyn og i Trekantsområdet, og DSB vælger derfor allerede nu at advare togpassagererne.

»Det betyder store ændringer i togtrafikken. Arbejdet vil påvirke landsdeltrafikken i begge retninger, og det vil betyde væsentlig længere rejsetid for InterCity og InterCityLyn,« skriver DSB i en pressemeddelelse.

Især på strækningen mellem Odense og Vejle bliver der problemer, da der skal udskiftes sveller og udføres broarbejde.

»For strækningen gælder det, at der vil blive indsat togbusser mellem Odense og Vejle og Fredericia og Vejle fra den 17. maj om aftenen til den 20. maj midt på dagen,« oplyser DSB.

Arbejdet vil derfor betyde længere rejsetider fra København mod Aarhus, Aalborg, Frederikshavn og Struer. Derudover kører regionaltoget Aarhus-Esbjerg kun mellem Fredericia og Esbjerg og Vejle og Aarhus i pinsen. Mellem Vejle og Fredericia bliver der indsat togbus. Ligesom der også vil køre togbusser mellem Ejby og Fredericia, da togtrafikken mellem Odense og Fredericia også bliver ramt.

Dertil skal folk, der har bestilt billet til toget fra Aarhus til Hamborg eller Berlin i stedet stå på i Fredericia i pinsen.

DSB oplyser, at passagerer kan orientere sig på rejseplanen.dk, som har opdateret trafikinformation.

Dagens Gossip

Dagens TV