Pione Sisto efter endt måltørke: En kæmpe forløsning

Skrevet af admin

08/05/2016

Mest læste i dag

Pione Sisto var en af hovedårsagerne til, at FC Midtjylland i sidste sæson kunne løfte Alka Superliga-trofæet og kalde sig danske mestre for første gang i klubbens historie.

FCM-spilleren blev efterfølgende kædet sammen med nogle af de største klubber i Europa, men den unge kantspiller valgte at fortsætte karrieren på Heden.

Den nye sæson startede også som forventet med to scoringer mod Viborg i premieren, men siden da har Pione Sisto ikke fået netmaskerne til at blafre i Superligaen.

Det har sendt ham ud i kulden hos Jess Thorup, hvor han også var bænket til hjemmekampen mod AGF. Men et kvarter før tid blev han sendt på banen, og på sin første berøring sendte han bolden i kassen og endte dermed 10 måneders måltørke.

- Det var selvfølgelig en kæmpe forløsning at se den gå i mål. Jeg har ventet på det her mål i meget lang tid, så det var dejligt, at det endelig lykkedes, siger Pione Sisto.

Til trods for sin scoring kunne Pione Sisto dog ikke glæde sig over det ene point.

- Vi var favoritter til kampen, men det viste vi ikke i dag. Vores pres fungerede ikke, og vi var slet ikke gode nok på bolden. Det var en dårlig kamp fra vores side.

FCM-træner Jess Thorup var heller ikke tilfreds med sit mandskabs præstation, hvor han specielt hæftede sig ved en dårlig første halvleg.

- Første halvleg blev spillet på AGF's præmisser, hvor de fik suget alt tempo ud af kampen. Vi var ikke dygtige nok i spillet med bolden, og vi skabte stort ikke noget på den sidste tredjedel.

- I anden halvleg fik vi dog presset spillet længere frem på banen, men vi formåede ikke at skabe det nødvendige antal chancer for at vinde kampen, siger Jess Thorup.

/ritzau/