Piotr: Lidt dommerbrok er godt for Carolines spil

Skrevet af admin

08/08/2016

Dagens topnyheder

Caroline Wozniacki får fuld opbakning af sin far og mangeårige træner, Piotr Wozniacki, når hun indimellem brokker sig til tennisdommerne.

I søndagens sejr i første runde af OL-turneringen over tjekken Lucie Hradecká var danskeren flere gange henne ved dommeren for at lufte sin utilfredshed over forkerte kendelser.

- Dommeren har kun et lille sekund til at træffe beslutningen, når der ikke er hawk-eye på banen, og så må man acceptere fejl.

- Men jeg synes godt, at man en enkelt gang kan gå hen til dommeren og sige, at der skal kigges bedre efter. Men så skal man også holde igen, siger Piotr Wozniacki.

- Det er fint at få adrenalinen og utilfredsheden ud.

- Det er bedre at få det ud end at holde på det og diskutere med sig selv. Jeg accepterer det, siger han.

Piotr Wozniacki mener generelt, at det er godt at vise sine følelser. Mod Hradecká blev ketsjeren smidt hårdt ned i banen efter en dommerfejl.

- Serena (Williams, red.) har lige spillet mod en australier i første runde. Hver gang Serena vinder et vigtigt point eller en lang duel, råber hun "come oooon", fortæller Piotr Wozniacki.

De verbale udbrud gør noget godt for amerikanerens spil, mener han.

- Det er vigtigt, at Caroline forstår det. Hun råber ikke "come ooon" ligesom Serena.

- En gang imellem laver hun det der med ketsjeren, og det accepterer far, siger Piotr Wozniacki.

Efter sejren over Lucie Hradecká venter verdensranglistens nummer 14, Petra Kvitova, i anden runde. Den indbyrdes statistik lyder på fem sejre og fem nederlag.

Wozniacki-lejren har til OL et nyt våben til den kamp, da danskeren i foråret indledte et samarbejde med Kvitovas tidligere træner David Kotyza.

- Vi har spillet mange gange mod Kvitova, så vi kender hende.

- Caroline har en ny coach, som har trænet Kvitova. Han er her ikke, men vi er i kontakt med ham, siger Piotr Wozniacki.

Caroline Wozniackis opgør mod Kvitova spilles på OL-anlæggets Centre Court med kampstart mandag klokken 15.45.

/ritzau/