Piotr Wozniacki: Det er fantastisk af Caroline

Skrevet af admin

24/10/2014

Dagens topnyheder

Normalt kan far og træner Piotr Wozniacki altid finde et par kritikpunkter efter en af datterens tenniskampe. Selv efter en sejr.

Men efter fredagens sikre Caroline Wozniacki-sejr over Petra Kvitova, som var den tredje sejr på stribe ved WTA Finals, var tonen kun positiv.

- Det er fantastisk af Caroline, siger Piotr Wozniacki til Ekstra Bladet.

Den danske tennisstjerne var ellers sikker på avancement til semifinalen allerede inden den sidste gruppekamp mod Kvitova, der var tvunget til at vinde.

Men Wozniacki sejrede 6-2, 6-3 uden at bruge for mange kræfter dagen inden semifinalen.

- Hun spillede meget stabilt mod en spillere, der spiller meget dybt og i et højt tempo, og så spillede hun frit, fordi hun jo godt vidste, at hun var i semifinalen.

- Det var dejligt, for selvfølgelig er Caroline lidt træt ovenpå to hårde kampe. Derfor var det utroligt vigtigt, at hun kan komme igennem på den måde i dag, siger Piotr Wozniacki.

Caroline Wozniacki skal i lørdagens ene semifinale møde nummer to fra gruppe Rød. Det kan blive Serena Williams (USA), Simona Halep (Rumænien) eller Ana Ivanovic (Serbien).

Det bliver afgjort efter mødet mellem Ivanovic og Halep fredag eftermiddag.

/ritzau/