Piotr Wozniacki: Tiden må vise, om jeg var den rette

Skrevet af admin

26/06/2014

Dagens topnyheder

For 12 måneder siden stod Piotr Wozniacki på Wimbledons anlæg og glædede sig til snart at stoppe endeligt som træner for sin datter på tennistouren.

Han glædede sig til fisketure og kvalitetstid med vennerne, som han i årevis ikke havde set nok til.

Men nu i sommeren 2014 står han der så alligevel i spidsen for Danmarks bedste tennisspiller.

Efter et mislykket trænersamarbejde med svenskeren Thomas Högstedt er far og datter-konstellationen atter en realitet.

- Tiden må vise, om det er en god eller dårlig disposition, siger Piotr Wozniacki på Wimbledons træningsanlæg.

Han førte Caroline Wozniacki op på verdensranglistens førsteplads, men kritikere mente, der var brug for en anden træner, hvis hun skulle indfri ambitionen om at vinde en grand slam-turnering.

- Hvis kriteriet er at vinde en grand slam-turnering, har jeg ikke gjort det godt nok. Men resten af hendes karriere må afgøre, om jeg var den rette.

- Men man skal huske, at til enhver grand slam-turnering er der kun én, der vinder. Alle de andre trænere var ikke gode nok, siger Piotr Wozniacki.

Han understreger, at det er for datterens skyld, at han igen befinder sig i trænerrollen. Det er ikke hans egen lyst til at stå på træningsbanen, der driver værket.

- Caroline synes, at jeg er god nok, og det er positivt. Min primære rolle er at være hendes far.

- Jeg står ikke op om morgenen og kun tænker på tennis. Det er ikke min profession at være tennistræner. Når Caroline stopper, så stopper jeg også, bebuder Piotr Wozniacki.

Han håber, at Caroline Wozniacki allerede i det igangværende Wimbledon kan gøre sig gældende blandt de bedste og spille med om sejren.

Foreløbigt er hun klar til turneringens tredje runde, hvor hun fredag skal møde den 16-årige kroat Ana Konjuh.

/ritzau/