Pique: Bekymrende med nyt Barcelona-nederlag

FC Barcelona har efter lørdagens 1-2-nederlag til Real Madrid nu tabt tre vigtige kampe inden for mindre end to uger.

Forsvarsspilleren Gerard Pique indrømmer, at han er en smule bekymret over situationen.

- Det er da bekymrende, for Barca er en klub, der altid skal vinde, men jeg har meget tiltro til holdet, og jeg er sikker på, at vi kommer igennem det her, siger Pique til Canal Plus.

Den spanske landsholdsspiller mener, at gæsterne havde fortjent at få mere med hjem fra Bernabeu.

- Vi spillede ikke så dårligt, og jeg mener, at uafgjort ville have været mere fair, siger Pique.

I overtiden følte Barcelona sig snydt for et straffespark, da Adriano blev nedlagt i straffesparksfeltet.

- Vi fortalte dommeren, at det så meget tydeligt ud, men vi vidste allerede, hvordan det ville ende.

- Når vi møder Real Madrid, og kampen er tæt, så ender den slags situationer ofte i deres favør.

- Men vi kan ikke bruge dommeren som undskyldning. Vi skal gøre tingene færdige selv uden at være afhængige af den slags, mener Pique.

Barcelona blev tidligere på ugen slået ud af den spanske pokalturnering Copa del Rey, da holdet tabte med 1-3 hjemme til Real Madrid, efter at det første semifinaleopgør i Madrid var endt 1-1.

Den spanske storklub er også på vej ud af Champions League efter et 0-2-nederlag på udebane til AC Milan i sidste uge.

Trods sejren er Real Madrid dog stadig 13 point efter FC Barcelona i den spanske liga.

/ritzau/

 

Dagens Gossip