Piqué sikrer sen spansk sejr over Tjekkiet ved EM

Skrevet af admin

13/06/2016

Mest læste i dag

Spaniens regerende europamestre i fodbold så længe ud til at måtte nøjes med et enkelt point, da de mandag mødte Tjekkiet i Toulouse ved EM-slutrunden.

Tre et halvt minut før udløbet af de 90 minutter sørgede Gerard Piqué imidlertid for spansk jubel, da midterforsvareren headede et indlæg fra Andrés Iniesta i nettet til 1-0, der blev slutresultatet.

Dermed fik Spanien nedbrudt tjekkerne, der ellers havde forsvaret sig godt.

Spanien var dominerende spillemæssigt i første halvleg, men det var begrænset, hvad holdet skabte af chancer.

100-kampsjubilaren David Silva var dog tæt på at lægge op til en scoring, men Alvaro Moratas afslutning blev pareret af Tjekkiets målmand, Petr Cech.

Alvaro Morata havde senere i halvlegen en glimrende afslutning, der gik tæt forbi mål.

Tjekkerne var ikke rigtig farlige før i halvlegens sidste minut, hvor det spanske forsvar blev fanget på hælene ved en fremlægning.

Højrebacken Juanfran stod for langt tilbage, så Tomas Necid undslap en offside, men tjekkens afslutning blev pareret af David De Gea.

Spaniens landstræner, Vicente del Bosque, havde foretrukket den 25-årige Manchester United-målmand i startopstillingen på bekostning af 35-årige Iker Casillas, der ellers har været spaniernes førstevalg ved alle store slutrunder siden VM i 2002.

Spanien kom flyvende ud til anden halvleg, og holdet producerede to store muligheder inden for de første minutter.

Først blev Alvaro Moratas indlæg afrettet af Roman Hubnik, der var tæt på at lave selvmål.

På det efterfølgende hjørnespark afsluttede Spaniens Nolito, og på returbolden måtte anfører Sergio Ramos se sin afslutning blive blokeret.

Tjekkerne levede livet farligt, men var også selv farlige.

Roman Hubnik fik afsluttet godt efter et frispark efter 57 minutter, og lidt senere var tjekkerne virkelig tæt på at score.

Efter et indlæg headede Theodor Gebre Selassie bolden mod mål, så Cesc Fabregas måtte sparke bolden væk foran målstregen.

Tjekkerne så ud til at holde hjem, men så dukkede Gerard Piqué op og scorede kampens eneste mål.

Vladimir Darida var tæt på at udligne kort før tid, men David De Gea reddede flot.

Kroatien og Spanien har begge tre point i gruppe D, mens Tyrkiet og Tjekkiet er uden point.

/ritzau/