Pirater forsøgte at angribe dansk skib i Det Arabiske Hav

Skrevet af admin

29/06/2014

Dagens topnyheder

Lørdag mislykkedes en gruppe pirater med at komme om bord på det danske skib Torm Sofia, da det kom sejlende i Adénbugten i Det Arabiske Hav.

Både besætningen, skibet, miljøet samt lasten kom ikke noget til i forbindelse med episoden, oplyser det danske rederis IR-chef, Christian Søgaard-Christensen.

Torm Sofia var på vej fra Sikka i Indien til New York i USA, da piraterne kom sejlende mod det danske skib i en jolle.

I en pressemeddelelse fra Torm lyder det, at "alle aktioner foregik efter procedurerne og reglerne for brugen af magt", hvorefter piraterne opgav deres indsejling mod Torm Sofia.

- Vi er selvfølgelig glade for, at både besætningen og de bevæbnede vagter har gjort deres arbejde helt efter bogen, siger Christian Søgaard-Christensen.

- Det har i det her tilfælde været nok til at undgå et forsøg fra piraterne på at komme om bord, fortsætter han.

I årrækken 2010-2012 har Torm-koncernen ifølge IR-chefen været udsat for flere piratangreb, hvorefter antallet af angreb faldt i 2013. Lørdagens angreb i Adénbugten er samtidig det første i 2014.

- Det har været i nedadgående retning, men så kommer der altså det her angreb. Det viser jo bare, at det er vigtigt, at der stadig er bevågenhed på problemstillingen, siger Christian Søgaard-Christensen og tilføjer:

- Det er klart, at hver eneste gang, der har været en episode, så evaluerer vi om det beredskab, vi har, er det rigtige. Og der har endnu ikke været behov for at ændre i de procedurer, lyder det fra IR-chefen.

Christian Søgaard-Christensen fortæller, at Torm Sofia efter angrebet fortsat har kursen mod New York, men at det af naturlige grunde er blevet forsinket på grund af det mislykkede piratforsøg.

/ritzau/