Piratgidsler kræver millionerstatning af medier

Ekstra Bladet og TV2 har modtaget et erstatningskrav på samlet to millioner kroner fra søfolkene kaptajn Eddy Lopéz og styrmand Søren Lyngbjørn, der sad fanget hos somaliske pirater i 838 dage.

Det er fagforeningen Søfartens Ledere, der på vegne af de to søfolk har krævet erstatning, skiver Ekstra Bladet.

Årsagen er, at de to tidligere gidsler føler sig krænket af de to mediers brug af billeder under deres fangenskab samt beskrivelser af deres personlige forhold.

Chefredaktør Poul Madsen siger til avisen, at man i den kommende tid vil tage stilling til, hvordan man vil forholde sig til erstatningskravet.

Samme melding kommer fra nyhedsdirektør på TV2, Michael Dyrby, der overfor Ritzau bekræfter, at stationen har modtaget et erstatningskrav.

- Vi har fået et krav om erstatning. Hvordan vi forholder os, tager vi stilling til snarest, siger Michael Dyrby til Ritzau. Han har ikke yderligere kommentarer til erstatningskravet, der kommer efter, at TV2 fik kritik i december 2013 af Pressenævnet for udsendelsen "De danske gidsler - mareridtet i Somalia".

Der er intet odiøst i, at de to tidligere piratgidsler, der ifølge Pressenævnet afgjort og uomtvisteligt er blevet krænket, ønsker en rimelig, økonomisk godtgørelse for de krænkelser, de blev udsat for, siger direktør Fritz Ganzhorn, Søfartens Ledere, i en pressemeddelelse.

- Det er sådan, systemet fungerer. Man gør skaden op og omregner den bedst muligt til penge. Sådan gør man, når der sker en arbejdsskade, sådan gør man, når ens ejendele bliver stjålet - og sådan gør man, når et medie krænker en borgers privatliv og personlige integritet, siger han.

Ekstra Bladet fik i 2013 alvorlig kritik af Pressenævnet for omtale af kaptajn Eddy Lopéz.

Gennem 10 måneder kørte Ekstra Bladet en kampagne med titlen "Skal Eddy og Søren rådne op i Somalia", hvor gidslerne blev interviewet og omtalt, og de var på forsiden næsten dagligt.

TV2 og Ekstra Bladet burde have gjort opmærksom på, at kaptajnen ikke kunne udtale sig frit - fordi han var omgivet af bevæbnede vagter.

Søren Lyngbjørn valgte dengang ikke at klage til Pressenævnet.

De to søfolk blev kidnappet fra coasteren Leopard fra det danske rederi Shipcraft 12. januar 2011. Ud over de to danske søfolk blev også fire filippinere taget som gidsler. Først 30. april 2013 blev de seks gidsler frigivet.

Ifølge Fritz Ganzhorn agter Eddy Lopéz og Søren Lyngbjørn at dele godtgørelserne med deres fire tidligere kolleger fra Leopard.

Søfartens Ledere har ligeledes stævnet rederiet Shipcraft for at sikre de to tidligere gidsler manglende løn på over en million kroner. Sagen er endnu ikke afgjort.

/ritzau/

Dagens Gossip