Pirlo fejrede elegant jubilæum

Andrea Pirlo blev søndag aften en moderne italiensk centurion. Pirlo stillede op til sin kamp nummer 100 i de azurblås tjeneste, da Italien mødte Mexico ved Confederations Cup på det legendariske Maracana Stadion, og han skuffede ikke. Den elegante midtbanespiller viste sin overlegne sparketeknik, da han 27 minutter inde i første halvleg fik muligheden ved et frispark uden for feltet. Med en svirpende inderside drev han bolden op i krogen, mens den mexicanske keeper Jose de Jesus Corona svævende så til - og underligt nok ikke strakte armen helt ud for at stoppe bolden.

Men ulykkeligvis for italienerne, er det ikke alle spillerne på holdet, der har Pirlos kvaliteter. Andrea Barzagli nedlagde i flere forsøg Giovanni Dos Santos i straffesparksfeltet, inden der korrekt blev dømt straffe og gult kort til den protesterende forsvarer. Manchester Uniteds super-sub Javier 'Chicharito' Hernandez eksekverede køligt og bragte balance i regnskabet.

Forud for kampen havde der været tvivl om Mario Balotellis deltagelse, men den kontroversielle angriber blev klar, og han var med til at sætte sit præg på begivenhederne fra start. Han formåede dog ikke at score, selvom han kom frem til adskillige store chancer i første halvleg. Og så var det alligevel Super-Mario, der blev matchvinder kun 12 minutter før tid, da en bold blev spillet frem i det mexicanske felt. Balotelli, der i øvrigt så ud til at have mistet noget af den voldsomme muskelmasse på overkroppen, som han poserede med under EM sidste år, brugte sin fysik til at vride sig fri af to mexicanske forsvarere, kastede sig frem og sparkede bolden til 2-1, inden han som sædvanligt fejrede målet med at rive trøjen af og indkassere den forventede advarsel.

Et meget passende resultat efter en kamp, hvor mexicanerne kun sjældent dominerede og i endnu mindre grad formåede at sætte Gianluigi Buffon i det italienske mål under pres. Derimod var det hele tiden fornemmelsen af, at der var fare på færde, når italienerne bevægede sig frem ad banen og fik bolden frem til Balotelli, der i øvrigt ikke så ud til at være helt tilfreds, da han kort efter målet blev skiftet ud.

I anden halvleg havde italienerne været tæt på tidligere, da et fladt Pirlo-frispark slap ind under mexicanske mur og nåede frem til en tilsyneladende temmeligt overrasket Riccardo Montolivo, der ikke kunne omsætte den store chance til en fornuftig afslutning.

Nu er det som forventet Brasilien og Italien, der er i spidsen af gruppe A ved Confederations Cup efter sejre over Japan og Mexico. I den anden gruppe mødes Spanien, Uruguay, Nigeria og Tahiti. Finalen spilles søndag 30. juni.

Dagens Gossip