Pirlo-perle og to gyldne minutter holder liv i Juventus

Skrevet af admin

04/11/2014

Dagens topnyheder

Juventus holder liv i håbet om Champions League-avancement efter det skuffende exit i gruppespillet i sidste sæson.

Men den italienske mester måtte meget igennem, inden pligtsejren på hjemmebane over græske Olympiakos var hjemme.

Juventus førte, men kom siden bagud, inden skæbnekampen blev vundet 3-2.

Torino-klubben dominerede kampen fra start, men der skulle et frispark til for at bringe holdet foran efter 20 minutter.

Elegantieren Andrea Pirlo spillede sin Champions League-kamp nummer 100 og kronede den med at sparke et frispark ind i målhjørnet fra godt 20 meter.

Men italienernes glædede varede kort. Et par minutter senere stod Alberto Botia udækket ved et frisparksindlæg, og han headede udligningen ind til pausestilling 1-1.

Et kvarter efter pausen led Juventus' drømme om avancement et knæk, da Delvin Ndinga scorede til 2-1. Et resultat, der stort set ville sende hjemmeholdet ud af turneringen.

Men to scoringer inden for to minutter vendte kampen totalt på hovedet. Først scorede Fernando Llorente lidt heldigt, da hans hovedstødsforsøg på stolpen ramte målmanden og gik ind.

Kort efter sparkede det franske stortalent Paul Pogba sejrsmålet ind fra kanten af feltet.

I samme gruppe må Malmö FF med den danske målmand Robin Olsen formentlig erkende, at Champions League-eventyret slutter i gruppespillet.

Efter at have vundet sin første hjemmekamp over Olympiakos måtte Skåne-klubben sande, at det spanske mesterhold Atlético Madrid var for stor en mundfuld, selv på svensk grund.

Den danske keeper havde været tvivlsom op til kampen, men blev klar og viste sin store reaktionsstyrke på et forsøg fra Raul Garcia tidligt i kampen.

Men han kunne intet stille op, da Koke elegant ekspederede et godt indlæg fra Juanfran i nettet til 1-0 efter en halv time.

Kort efter pausen var svenskerne tæt på udligning. Markus Rosenberg sparkede et frispark ind i muren, og mens målmand Miguel Angel Moya sprællede ude ved sin venstre stolpe, hamrede Rosenberg riposten på den anden stolpe.

Men den svenske optimisme forsvandt, da Raul Garcia 12 minutter før tid scorede til 2-0.

Resultaterne betyder, at Atlético fører gruppen med ni point inden de to sidste spillerunder. Juventus og Olympiakos følger efter med hver seks point, mens Malmö ligger sidst med tre point.

/ritzau/