Pistol fra drab på sort teenager sælges på auktion

Skrevet af admin

14/05/2016

Dagens topnyheder

På en auktionsside på internettet kan købelystne byde på at blive ejer af en pistol, som blev brugt til at skyde og dræbe en sort teenager i USA.

Den kontroversielle handel kan blive til virkelighed, fordi en tidligere vagt, som skød en ubevæbnet dreng i Florida i en meget omtalt sag for fire år siden, har sat mordvåbnet til salg.

Vagten, George Zimmerman, reklamerede med, at man kunne købe sig "et stykke amerikansk historie" ved at erhverve det våben, der kostede den 17-årige sorte Trayvon Martin livet i 2012.

I første omgang blev auktionen dog trukket tilbage fra GunBroker.com, hvor våbnet var til salg. Torsdag valgte United Gun Group dog at lade sine brugere byde på pistolen, skriver BBC.

Og angiveligt er en køber parat til at give 65 millioner dollar svarende til godt 426 millioner kroner. Det oplyser arrangørerne af online-auktionen til BBC.

Der har dog været problemer med falske bud på hjemmesiden, hvilket har presset prisen gevaldigt op. Blandt andet har "Racist McShootface" budt på 9mm-pistolen.

31-årige Zimmerman var frivilligt medlem af et naboværn, da han i februar 2012 skød og dræbte Trayvon Martin på gaden i et lukket beboelsesområde, fordi han følte sig truet af teenageren.

Drabet vakte opsigt, fordi Trayvon Martin var ubevæbnet og på vej hjem efter at have købt slik og sodavand i den lokale kiosk.

Mange har påstået, at der lå et racistisk motiv bag, og drabet affødte en livlig debat om racerelationer og USA's våbenlove.

Det vakte enorm vrede blandt mange af USA's sorte, da Zimmerman blev frikendt for drabet i juli 2013 på grund af delstatens udvidede ret til selvforsvar.

På Twitter forsvarer United Gun Group valget om at støtte våbensalget.

- Medmindre en lov er blevet brudt, er det United Gun Groups mål at give sine medlemmer alle muligheder. Selv om det ikke altid er populært, er det der, vi står, skriver organisationen i en udtalelse.

Familien til Trayvon Martin kalder det over for avisen Washington Post "en fornærmelse", at Zimmerman har valgt at sætte våbnet, der dræbte deres søn, til salg.

/ritzau/