Pistolmand røver pengetransport i Ballerup

Skrevet af admin

28/02/2014

Dagens topnyheder

Personalet på en pengetransport fik en pistol rettet mod sig og blev truet til at aflevere en pengekasse fredag eftermiddag, oplyser Københavns Vestegns Politi, der nu har afspærret et haveområde i Ballerup.

Politiet modtog meldingen om et røveri af en pengetransport i Hedeparken ved Nordea klokken 12.38.

- Han truede transportpersonalet med en pistol og fik en pengekasse udleveret. Ingen er kommet til skade, siger vagtchef Søren Danielsen til Ritzau.

Vidner beskriver pistolmanden som ung, 20-25 år, etnisk dansk og iført grå trøje, cowboybukser og muligvis en blå dynejakke.

Gerningsmanden løb i vestlig retning mod en haveforening, hvor politiet fandt pengekassen brændt af.

- Vidner har set to gerningsmænd gemme sig i en have, mens politiet kørte forbi. Så der kan være to gerningsmænd, fortæller vagtchefen.

Der er ingen anholdte på nuværende tidspunkt.

/ritzau/