Pistolrøveri mod Spar Nord i Hvalsø

En mand truede her til aften personalet i Spar Nord i Hvalsø til at udlevere penge. Røveren dukkede op i filialen på Holbæk 2 omkring klokken 17.55, og mens han truede med en større sølvfarvet pistol, fik han udleveret et endnu ikke opgjort pengebeløb. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Udbyttet blev lagt i en sort skuldertaske på cirka 40 gange 50 centimeter, som røveren selv havde medbragt. Efterfølgende forsvandt han fra stedet i et mørkt køretøj med hatchback ad Holbækvej i ukendt retning.

Røveren beskrives som kraftig af bygning, lys i huden og bred over næseryggen. Han var 175 til 180 centimeter høj og cirka 30 år gammel. Manden var Iført sort tophue, der var foldet, sort tørklæde for næse og mund, todelt sort kraftig nylonjakke og -bukser. Jakken forsynet med hvid kant omkring overarmene, ukendt logo på venstre overarm samt hvid kant på skulderbladet, der fortsatte på tværs af ryggen. Han bar hvid/grå handsker (formentlig dot-handsker).

Har man oplysninger i sagen kan Midt- og Vestsjællands Politi kontaktes på telefon 114.

Dagens Gossip