Pistorius-retssag skydes i gang i marts

Det offentliggjorde dommeren i retten i Pretoria mandag, da den 26-årige sportsstjerne, kendt som Blade Runner, blev tiltalt for mordet på sin kæreste, Reeva Steenkamp, som han skød og dræbte i sit hjem tilbage i februar i år.

Han har erkendt drabet, men frem mod retssagen med første retsmøde 3. marts holder benamputerede løber fast i, at det var en tragisk fejltagelse. For han troede, det var en indbrudstyv, han i selvforsvar skød på sit badeværelse. En påstand, som bliver styrket af efterforskningen, da det har vist sig, at Pistorius ikke havde sine benproteser på, da han skød. Det har man hidtil troet.

Ifølge CNN står det ikke umiddelbart klart, hvorvidt Pistorius er tiltalt for mord eller overlagt mord, men bliver han kendt skyldig, kan han ende bag tremmer på livstid.

I retten mandag kom det frem, at anklagemyndigheden har en liste med 107 vidner, men om alle skal i vidneskranken under retssagen, er uvist.

Pistorius har siden de indledende møder i retten efter mordet i februar været løsladt mod kaution, og mandag er første gang, han igen er for en dommer.

Da han ankom til retten på dagen, hvor Steenkamp kunne være fyldt 30 år, begyndte han grædende at bede sammen med sine to søskende.

Ifølge familien er han begyndt at løbe igen for at holde sit mentale helbred oppe, men ikke for at kunne deltage i konkurrencer, skriver CNN.

Mens alverdens medier kommer til at følge sagen tæt til marts, siger Reeva Steenkamps onkel, at hendes familie ikke fokuserer på, hvorvidt Pistorius er skyldig eller uskyldig, og at de ikke vil dukke op til retsmøderne.

Dagens Gossip