Pistorius-tiltale lyder på overlagt mord

Ifølge CNN står der i anklageskriftet, som blev offentliggjort i retten i Pretoria mandag, at den 26-årige Blade Runner »ulovligt og forsætligt dræbte en person«, da han i februar skød sin kæreste, Reeva Steenkamp, i sit hjem.

Bliver han kendt skyldig i planlagt mord, følger en obligatorisk livstidsstraf med dommen.

Pistorius har erkendt drabet, men frem mod retssagen med første retsmøde 3. marts holder den benamputerede løber fast i, at det var en tragisk fejltagelse. For han troede, det var en indbrudstyv, han i selvforsvar skød på sit badeværelse. En påstand, som bliver styrket af efterforskningen, da det har vist sig, at Pistorius ikke havde sine benproteser på, da han skød. Det har man hidtil troet.

I retten mandag kom det frem, at anklagemyndigheden har en liste med 107 vidner, men om alle skal i vidneskranken under retssagen, er uvist.

Pistorius har siden de indledende møder i retten efter mordet i februar været løsladt mod kaution, og mandag er første gang, han igen er for en dommer.

Da han ankom til retten på dagen, hvor Steenkamp kunne være fyldt 30 år, begyndte han grædende at bede sammen med sine to søskende.

I juni begyndte Pistorius igen at løbe, men det er ifølge familien for at holde sit mentale helbred oppe, og ikke for at kunne deltage i konkurrencer, skriver CNN.

Mens alverdens medier kommer til at følge sagen tæt til marts, siger Reeva Steenkamps onkel, at hendes familie ikke fokuserer på, hvorvidt Pistorius er skyldig eller uskyldig, og at de ikke vil dukke op til retsmøderne.

Dagens Gossip