Pitbulls sønderrev kvinde: Ejer skal 15 år i fængsel

Skrevet af admin

04/10/2014

Dagens topnyheder

En amerikansk hundeejer er blevet dømt til 15 års fængsel, efter at hans hunde af racen pitbull sidste år angreb en kvinde. Den 63-årige kvinde blev bidt så voldsomt, at hun kort tid efter døde. Det skriver Los Angeles Times.

I slutningen af august blev ejeren af hundene Alex Donald Jackson kendt skyldig i forsætligt drab ved en domstol i Los Angeles. Anklageren i sagen krævede en straf på mellem 24 år og livstid, men ved strafudmålingen fredag slap Jackson med 15 år bag tremmer.

Den 63-årige Pamela Devitt blev angrebet af flere af den dømtes hunde, da hun var ude at gå en tur i maj sidste år. Umiddelbart overlevede hun angrebet, men på vej til hospitalet i en ambulance fik hun hjertestop og døde.

En obduktion afslørede senere, at hun havde mellem 150 og 200 sår fra hundenes bid. Under retssagen fortalte vicesherif Jason Brandenburg, at en af hundene fortsatte med at angribe det sønderrevne offer, da politimanden ankom til overfaldsstedet.

Politiet havde tidligere givet Alex Donald Jackson en advarsel på grund af hans aggressive pitbulls, som havde været involveret i mindst syv andre episoder før det skæbnesvangre angreb. Myndighederne fjernede efter angrebet otte hunde fra den dømtes ejendom. På fire af hundene blev der fundet dna-spor fra den dræbte kvinde.

/ritzau/