pizzeria-sag: Endnu to anholdte

Yderligere to mænd er fængslet i sagen om et knivstikkeri, der gik ud over to mænd på et pizzeria i Taastrup. Det oplyser anklager Martin von Bülow til Ritzau.

De er sigtet for vold af særlig grov karakter.

- De to mænd er i starten af 20'erne og er sigtet for to forhold af grov vold, herunder det samme forhold, som tre andre mænd er sigtet for i sagen, siger han.

Mandagens grundlovsforhør foregik for lukkede døre, men sigtelsen blev læst op i et åbent retsmøde.

Anklager Martin von Bülow kan derfor ikke udtale sig yderligere om sagen.

Ifølge sigtelsen har de fem mænd, der i alt er sigtet i sagen, været fælles om at stikke de to mænd ned lørdag 7. september.

Politiet modtog anmeldelsen om episoden klokken 19.30 lørdag aften.

- Der opstår noget slagsmål, og to mænd på 21 og 23 år bliver stukket med kniv i henholdsvis låret og balden, har vagtchef Leif Bonde tidligere fortalt til Ritzau.

Ifølge vagtchefen er det nogle uenigheder, der har udløst knivstikkeriet.

- Det bunder formentlig i et internt opgør, hvor der har været noget, som skulle betales tilbage, mener Leif Bonde.

De to unge mænd er blevet varetægtsfængslet i fire uger.

/ritzau/

 

Dagens Gossip