PKA smider lille milliard i havvindmøller

Skrevet af admin

02/12/2013

Mest læste i dag

Pensionskassen PKA har lige investeret 900 millioner kroner af medlemmernes penge i et hollandsk havvindmølleprojekt, oplyser pensionskassen. Havvindmølleparken kommer til at forsyne op til 800.000 husstande med grøn energi.

Med den nye investering har PKA samlet investeret for 5,5 milliarder kroner i havmølleparker.

Den hollandske aftale er lavet med Typhoon Offshore om at investere i Gemini-projektet, som er en 600 MW stor offshore vindmøllepark, som kommer til at blive blandt verdens største havmølleparker.

PKA kommer med 120 millioner euro (900 millioner kroner) af den samlede kapital på 200 millioner, mens Northland Power Inc. leverer de resterende 80 millioner euro. Det er første gang en pensionskasse finansierer en havmøllepark i Holland.

PKA's direktør Peter Damgaard er tilfreds med, at det er lykkedes PKA at finde endnu en attraktiv havmøllepark at investere i:

- Dette er den tredje havvindmøllepark vi investerer i på kort tid - i runde tal er det 5,5 milliarder kroner og 1,5 millioner mennesker, der vil få grøn strøm fra de tre havmølleparker, siger Peter Damgaard Jensen i en pressemeddelelse.

Havvindmølleparken Gemini kommer til at ligge 85 kilometer nord for den hollandske kyst. Havvindmøllerne vil producere elektricitet til over 785.000 husstande.

Det svarer næsten til det antal mennesker, der bor i de tre nordlige provinser i Holland. Samtidig vil det betyde en reduktion af CO2-udledningen på 1.250.000 ton.

PKA har tidligere investeret 2,5 milliarder kroner i Anholt Havmøllepark, hvilket er en femtedel af det samlede projekt.

PKA ejer også 22,5 procent af Butendiek, som er havmøllepark med en samlet anlægssum på 9,6 milliarder koner ud for øen Sild nær den dansk-tyske grænse, oplyser pensionskassen.

/ritzau/