PKK-sag: Døgnboks blev fodret med kontanter

Skrevet af admin

04/02/2014

Mest læste i dag

Fra hele landet er det strømmet ind med kontanter til den kurdiske tv-station ROJ TV.

120.000 kroner fra Aalborg, 60.000 kroner fra Randers, 120.000 kroner fra Allerød - disse og langt flere poster med henvisninger til byer rundt om i landet figurerer på en konto i Danske Bank.

I Københavns Byret har nævninge og dommere tirsdag set kontoudtog og fotos af en 52-årig kurdisk mand, der står foran bankens døgnboks på Vesterbrogade i København.

Manden udpeges som hovedmand i straffesagen om pengestøtte til PKK, som står på terrorlisterne. Han anklages for at have formidlet i alt næsten 140 millioner kroner. Han nægter sig skyldig, men kan godt genkende sig selv.

- Ja, det er mig, siger han om fotografierne.

Pengene blev bragt ind til Den Kurdiske Forening i Viktoriagade i København, og herfra blev de så smidt i døgnboksen.

Men også flere andre end den 52-årige bragte de indsamlede penge hen til boksen, oplyser han.

ROJ TV var et dække for PKK, påstår anklagemyndigheden, men det var først i januar 2012, at byretten afsagde dom og fastslog denne forbindelse.

Efter det tidspunkt stoppede trafikken til døgnboksen, forklarer den 52-årige.

Beløbenes størrelse undrer den ene af anklagerne. For eksempel bider senioranklager Stig Fleischer mærke i, at der fra en relativt lille by som Allerød i løbet af 14 dage i december 2011 blev afleveret først 120.000 og derefter 100.000 kroner.

- Jeg har ikke indsamlet de penge, men de må have arbejdet godt, svarer den 52-årige om sine kammeraters indsats.

- Det er fra arbejdsgivere, familier og enkeltpersoner, forklarer han om bidragyderne.

- Så vidt jeg ved, er der 40.000 kurdere i Danmark. Der er kurdere alle vegne, siger han.

Anklagemyndigheden mener, at grønthandlere, restauratører og andre mindre erhvervsdrivende er blevet udsat for et massivt pres for at give bidrag.

Den 52-årige er den sidste af de i alt 10 kurdiske mænd, der afhøres i nævningesagen. Sagen er meget omfattende, og først til efteråret ventes dommen afsagt.

/ritzau/