PKK: Våbenhvile med Tyrkiets styre har mistet betydning

Skrevet af admin

25/07/2015

Mest læste i dag

Den militante kurdiske bevægelse Kurdistans Arbejderparti, PKK, siger, at en våbenhvile med styret i Ankara har mistet al mening, efter at tyrkiske fly natten til lørdag angreb gruppens lejre i Irak.

"Våbenhvilen har ingen mening mere", skriver PKK på gruppens hjemmeside ifølge Reuters.

Tyrkiets regering siger samtidig, at den har anholdt 590 medlemmer af PKK og af Islamisk Stat (IS).

Præsident Recep Tayyip Erdogan indledte historiske fredsforhandlinger med kurderne i 2012. Siden er de blevet fastlåst, og mistillid og fjendtlighed er taget til på begge sider.

Tyrkiets regering har hidtil haft en forsigtig og tilbageholdende kurs over for Islamisk Stat, da Ankara har frygtet, at en optrappet kamp mod jihadisterne langs den syriske grænse kunne gavne PKK og kurdiske gruppers egne dagsordener.

Men i de seneste døgn har tyrkerne ændret linje og optrappet kampen mod både PKK og Islamisk Stat. Den tyrkiske premierminister, Ahmet Davutoglu, siger, at regeringen har givet ordre til en tredje bølge af angreb i Irak og Syrien.

- Luft- og landoperationer er ved at gå i gang, siger han.

- Ingen bør tvivle på vores beslutsomhed. Vi tillader ikke, at Tyrkiet bliver forvandlet til et lovløst land, lyder det fra premierministeren.

Ifølge premierministerens kontor blev der gennemført angreb mod PKK syv steder i det nordlige Irak natten til lørdag.

Samtidig angreb det tyrkiske militær også Islamisk Stat.

- Angrebene blev gennemført mod terrorgruppen Daesh (Islamisk Stat) i Syrien og terrorgruppen PKK i det nordlige Irak, lyder det i en meddelelse fra den tyrkiske regering.

I forbindelse med angrebet i det nordlige Irak blev kurdiske våbenlagre ramt, og angrebet fandt sted syv forskellige steder, herunder Kandil-bjerget, hvor PKK's militære ledelse befinder sig, lyder det i meddelelsen.

Samtidig med luftangrebet gennemførte det tyrkiske militær artilleriangreb på landjorden mod PKK i Irak og IS i Syrien.

Davutoglu har indkaldt landets topministre og sikkerhedsfolk til et møde lørdag i Ankara med de militære operationer på dagsordenen.

/ritzau/Reuters