PL-oprykker får nej til at tale med walisisk landstræner

Skrevet af admin

02/08/2016

Dagens topnyheder

Premier League-oprykkerne fra Hull City står uden manager kort før sæsonåbningen, og det står nu fast, at Chris Coleman ikke bliver klubbens nye chef på trænerbænken.

Den walisiske landstræner er blevet et særdeles interessant navn, efter at han førte Wales frem til semifinalerne ved sommerens EM-slutrunde i Frankrig. Men Hull får ikke glæde af ham, meddeler det walisiske fodboldforbund (FAW).

- FAW kan bekræfte, at det har modtaget en officiel henvendelse fra Hull City FC på manager Chris Coleman, skriver forbundet på sin hjemmeside.

- Efter diskussioner blandt førende figurer i forbundet er henvendelsen blevet afvist. Alle i FAW er fuldt ud koncentreret om den kommende kvalifikation til VM, tilføjer forbundet.

46-årige Coleman har tidligere stået i spidsen for de engelske klubber Fulham og Coventry, mens han også har prøvet kræfter med Real Sociedad i Spanien og græske Larissa. Coleman har været landstræner for Wales siden 2012.

Hans aftale med Wales udløber efter VM-slutrunden i Rusland i 2018, og Coleman har meddelt, at han ikke forlænger den nuværende aftale.

Hull står uden manager, efter at Steve Bruce i sidste måned trådte tilbage. Angiveligt skete det på grund af uoverensstemmelser med klubledelsen.

Klubben sikrede sig oprykning i sidste sæson som det sidste hold med en playoff-sejr over Sheffield Wednesday.

/ritzau/