Planer om våbenhvile i Gaza går op i røg

Den islamistiske Hamas-bevægelse sendte søndag endnu en byge af raketter af sted mod Israel, selvom gruppen efter eget udsagn har accepteret en 24 timer lang våbenhvile i det krigshærgede Gaza.

Den proklamerede våbenhvile trådte i kraft klokken 14.00 lokal tid - det vil sige klokken 13 i Danmark, men i timerne herefter skal 22 raketter have slået ned i Israel, siger en israelsk militærtalsmand til nyhedsbureauet AFP.

Yderligere fem raketter lykkedes det israelerne at ødelægge, inden de ramte deres mål, fortæller talsmanden.

- De bryder deres egen våbenhvile, siger premierminister Benjamin Netanyahu til CNN.

I et andet interview med tv-stationen CBS fastslår Netanyahu, at Israel ikke vil tillade "en terrororganisation at bestemme, hvornår det er belejligt for dem at holde inde i et øjeblik, lade deres våben, og derefter fortsætte angrebene mod vores folk".

Løftet om endnu en våbenhvile fra Hamas kom kort tid efter, at israelerne havde afbrudt deres egen våbenhvile, da Hamas affyrede en del raketter ind over det sydlige og centrale Israel.

Israelske kampvogne og artilleri genoptog derefter beskydningen af mål i Gaza og dræbte ifølge lægekilder 11 mennesker, herunder en ældre kristen kvinde.

Søndagens genopblussede vold kom efter en sjælden 12 timer lang humanitær våbenhvile lørdag, som begge parter så ud til at overholde.

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, vendte søndag hjem til Washington efter en ugelang mission i Mellemøsten, hvor det altså ikke er lykkedes ham at finde ud af, hvordan kampene, der nu har varet i 20 dage, kan bremses.

En amerikansk embedsmand, der har fulgt Kerry på rejsen, siger efter hjemkomsten, at udenrigsministeren i de kommende dage vil sigte efter at nå en række midlertidige våbenhviler, der skal give plads til forhandlinger om fred.

- Nu har vi et værktøj til at stoppe blødningen, siger embedsmanden.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip