Platini: Blatters beslutning er svær, modig og rigtig

Skrevet af admin

02/06/2015

Dagens topnyheder

- Det var en svær beslutning, en modig beslutning og den rigtige beslutning.

Sådan lyder udmeldingen fra præsidenten for det europæiske fodbold (Uefa), Michel Platini, efter at det tirsdag stod klart, at Sepp Blatter går af som præsident for det internationale fodboldforbund, Fifa.

Platini har i flere omgange bedt Blatter om at gå som præsident op til valget i fredags, som Blatter vandt overbevisende.

Franskmanden Platini har beskyldt Blatter for at lyve.

For fire år siden skulle Blatter have bedt om Platinis støtte til endnu en præsidentperiode med lovning om, at det skulle være hans sidste på posten.

- Dengang sagde Blatter til mig, at den periode, han var på vej ind i som Fifa-præsident, skulle blive hans sidste. Han bad mig, ansigt til ansigt, om støtte for at få sin sidste periode på toppen af organisationen.

- Nu sidder jeg med en underlig følelse af at have støttet Blatter på noget, som bygger på en løgn, har Platini sagt.

Trods Platinis appel stillede Blatter op og vandt valget i fredags, men blot fire dage senere annoncerede han altså sin tilbagetrækning på en pressekonference tirsdag aften.

/ritzau/